Audi Nuvolari: 1.001 hk og Formel 1-teknologi i ny hybrid supersportsvogn

Audi vender nu tilbage til supersportsvognsegmentet med en model, der ikke bare markerer et nyt kapitel for mærket, men også sætter en ny intern rekord. Audi Nuvolari bliver med sine 1.001 hk og en topfart på over 350 km/t den hurtigste og mest kraftfulde serieproducerede Audi nogensinde. Samtidig er det første gang, Audi præsenterer en supersportsvogn med en højtydende hybriddrivlinje. Audi Nuvolari markerer et nyt teknologisk højdepunkt og fungerer samtidig som en teknologisk spydspids for mærkets videre udvikling. Produktionen bliver begrænset til 499 eksemplarer, og de første biler ventes leveret i første halvår af 2027.

Bilindustrien er i hastig forandring, og konkurrencen er blevet mere global, mere teknologidrevet og markant hurtigere. Audi reagerer med klare strategiske beslutninger. Efter introduktionen af det nye designsprog og indtræden i Formel 1 er Nuvolari det næste konkrete bevis på Audis fornyelse, og Audi fortsætter dermed arbejdet med at omsætte erfaringer fra motorsport til serieproduktion.

“I en tid med grundlæggende forandringer træffer vi modige strategiske beslutninger,” siger CEO Gernot Döllner. “Audi Nuvolari bringer ren emotion og performance ud på vejen. Den viser samtidig, hvordan vi fører ‘Vorsprung durch Technik’ ind i en ny æra.”

CTO Rouven Mohr fremhæver bilens performance: “Nuvolari er Audis første supersportsvogn med en højtydende hybriddrivlinje og sætter nye standarder med sin aerodynamik og med verdenspremieren på quattro predictive ride.”

Performance og drivlinje
Audi Nuvolari accelererer fra 0 til 100 km/t på 2,6 sekunder og fra 0 til 200 km/t på 6,8 sekunder. Disse tal muliggøres af en række innovationer inspireret af Formel 1, herunder den højtydende hybriddrivlinje, quattro predictive ride, aktiv aerodynamik og den nye Audi Space Frame (ASF) med kulfiberkarrosseri.

Drivlinjen kombinerer en 4,0-liters V8 biturbo-motor med en ydelse på 800 hk (588 dW) med tre axial flux-elmotorer, der yder hver 110 kW. Den samlede systemydelse udgør 1.001 hk (736 kW).

To elmotorer på forakslen leverer tilsammen op til 2.150 Nm drejningsmoment og udgør et centralt element i den variable momentfordeling i quattro-systemet. En tredje elmotor er placeret mellem centermotoren og transmissionen og fuldender drivlinjekonceptet.

Forbrændingsmotoren yder op til 730 Nm og når maksimalt 10.000 omdrejninger i minuttet – et område, der tidligere var forbeholdt motorsport. Samspillet mellem forbrændingsmotor og elmotorer sikrer både høj effekt og præcis kontrol i alle køresituationer.

Lithium-ion-batteriet har en kapacitet på 7,3 kWh, hvilket muliggør fuldt elektrisk kørsel i byer og over kortere distancer.

quattro predictive ride
Quattro firehjulstrækket er en af Audis definerende innovationer. Med Audi Nuvolari introducerer Audi næste generation af quattro-systemet under betegnelsen quattro predictive ride. Systemet arbejder med en model af bilens aktuelle tilstand og analyserer kontinuerligt data fra sensorer, herunder styrevinkel, acceleration, yaw-rate og vejgreb.

På baggrund af disse data reguleres momentfordeling, bremsning og aerodynamik som et integreret system. Systemet reagerer proaktivt på ændringer i vejgreb og stabiliserer bilen under både høj belastning og skiftende forhold.

Konstruktion og materialer
Audi Nuvolari er opbygget på en videreudvikling af Audi Space Frame, kombineret med et kulfiberkarrosseri. Denne konstruktion forener lav vægt med høj strukturel styrke og torsionsstivhed.

Næsten alle karrosserikomponenter er fremstillet i kulfiberforstærket plast (CFRP) og produceres med teknologier, der også anvendes i Formel 1, herunder autoklavehærdning af præimprægnerede materialer. Produktionsprocessen muliggør komplekse geometriske former og præcis styring af luftstrømme.

Aktiv aerodynamik
Aerodynamikken er aktiv og justeres løbende i forhold til køresituationen. Den adaptive bagvinge arbejder i flere positioner for at balancere luftmodstand og downforce.

Ved høje hastigheder reduceres luftmodstanden for at optimere topfart, mens øget downforce i sving og under opbremsning bidrager til stabilitet og kontrol. Drag Reduction System (DRS), kendt fra Formel 1, kan aktiveres manuelt via en dedikeret ratknap for yderligere at sænke vingen, reducere luftmodstanden og øge topfarten.

Ved maksimal aerodynamisk belastning genererer bilen over 400 kg downforce.

Energistyring og bremser
Energistyringssystemet i Audi Nuvolari er også inspireret af motorsport. Boost- og regenerationsstrategier er tæt forbundet med momentfordeling. Som et integreret system styrer det løbende samspillet mellem kraftlevering og energigenvinding — tilpasset køreforhold, greb og førerens intention.

Den integrerede arkitektur for effektlevering, momentfordeling og energigenvinding bliver særligt tydelig i Launch Control-funktionen. Her udnytter systemet lagret energi målrettet for maksimal acceleration — et koncept direkte afledt af Formel 1, som muliggør maksimal ydeevne med kontrolleret trækkraft.

Audi Nuvolari er udstyret med et motorsport-inspireret brake-by-wire-system, hvor elektrisk og hydraulisk opbremsning arbejder sammen. En del af decelerationen sker via elmotorerne, hvilket bidrager til energigenvinding og reducerer belastningen på de mekaniske bremser.

Bilen er desuden udstyret med et keramisk bremsesystem, og med en energiabsorptionskapacitet på op til 2,8 megawatt kan bremsesystemet håndtere ekstreme decelerationsbelastninger — på niveau med en nuværende Formel 1-bil. Dette er udviklet til at sikre konsekvent høj bremseeffekt selv under ekstreme baneforhold.

Interiør
Interiøret i Audi Nuvolari er fuldt fokuseret på selve kørslen, og en reduceret arkitektur er fokuseret på de essentielle funktioner.

Farve-accenter i grænsefladen mellem fører og bil er en hyldest til den legendariske Auto Union Type C racerbil, som refererer til motorsportstiden i 1930'erne, som var domineret af historiske hastighedsrekorder.

Den funktionelle brug af farver fortsætter i det overordnede interiørkoncept, hvor kabinen deles op i to zoner. Forreste sektion er afsluttet i en dyb, mørk tone, designet til at understøtte koncentration, mens den bagerste sektion i kontrast er holdt i en lysere tone.

Præcision og håndværk definerer hele interiøret — fra betjening og luftventiler til rammen på det centrale display, fremstillet af anodiseret aluminium.

Tazio Nuvolari
Audi Nuvolari står for kompromisløs ydeevne og absolut fokus. Den kombinerer klassiske supersportsvognsegenskaber med elektrificering og avancerede systemer til køredynamik, aerodynamik og energistyring.

Førproduktionsprototypen, der netop er præsenteret, blev udviklet på bemærkelsesværdigt kort tid gennem tæt internationalt samarbejde.

Audi Nuvolari er opkaldt efter Tazio Nuvolari, der er en af de mest fremtrædende skikkelser i motorsportens historie, og som var kendt for sin frygtløshed, opfindsomhed, dedikation og en målrettet vilje til at lykkes.


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk